Knud Aarup: Emma Holten har gjort mig klogere på det arbejde, ingen regner for noget

Mistet sprog for afhængighed 

Bogen består ud over indledningen af ni kapitler samt en afslutning. Emma Holten starter med heksejagterne i 1600-tallet.

Hun bruger dem som eksempler på disciplinering af kroppene, ikke som eksempelvis Althusser gør til at forklare grundlæggelsen af den moderne disciplinering i form af pædagogikken, men til at forklare, dels hvordan mennesker er blevet til arbejdskraft i en kapitalistisk økonomi, dels hvordan det såkaldt ukontrollable er blevet set, studeret og reguleret som noget, der er placeret uden for videnskab, udenfor samfundene og udenfor økonomien.

Holten går i kødet på de filosofiske klassikere som Thomas Hobbes, John Locke og Adam Smith og udfordrer dem i forhold til deres åbenlyse mangel på helhedstænkning.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

Den udvikling i videnskab og samfundsstyring har ført til en eksklusion af det, som kvinder laver i hjemmet, og i det hele taget den del livet, som er knyttet til kvinder – eksempelvis hjem, børn, fødsel, sex og så videre.

Holten går i kødet på de filosofiske klassikere som Thomas Hobbes, John Locke og Adam Smith og udfordrer dem i forhold til deres – må jeg nu pludselig indse – åbenlyse mangel på helhedstænkning og iagttagelse af det hele liv.

Andet kapitel rummer en spændende diskussion af frihedsbegrebet hos John Locke og især af frihedsbegrebets totale negligering af menneskers grundlæggende behov for omsorg.

Men hun påpeger samme mangler hos nyere liberale filosoffer som for eksempel Isaiah Berlins negative frihedsbegreb. Det betyder ifølge Holten, at vi som samfund har mistet et politisk sprog for vores gensidige afhængighed af hinanden og dermed vel også for afhængighed af fællesskab.

Det er godt set af Holten, og på en måde formår hun med sin generation som referenceramme at udtrykke samme mellemmenneskelige pointer og nødvendige gensidige fordringer, som K.E. Løgstrup gør i Den etiske fordring.

Mennesker er sociale individer, som har brug for hinanden i et fællesskab.

Værdisættelse af omsorgsarbejde 

I de følgende kapitler viser Holten, hvordan erkendelsen af mennesket som et socialt fællesskabsindivid er fraværende i den klassiske økonomitænkning og i de måder, vi tilskriver værdi til aktiviteter i dagens samfund.

Det bliver faktisk ret morsomt, når hun beskriver, hvordan den klassiske økonomis fader, Adam Smith, med sit fokus på forfølgelse af egeninteresse og markedets usynlige hånd helt har glemt at medregne den omsorg som ligger i, at hans mor og kusine lavede mad til ham gennem hele livet.

I kapitel fem peger Holtens diskussion af økonomiens BNP-begreb garneret med sjove eksempler på alt det, som ikke regnes med. Alt det arbejde som udføres i hjemmet, og som ikke regnes for noget.

Det handler for Holten ikke om, at kvinder udelukkes fra magt og andre mande-privilegier, men om, at der systematisk sker en devaluering og en lavere betaling for de aktiviteter, som traditionelt anses for passende for kvinder.

Det fører hende frem til i kapitel seks at sige: "I min optik er en større værdsættelse af omsorgsarbejde den eneste måde, man kan få økonomisk ligestilling."

Lønnet og ulønnet omsorgsarbejde

Jeg synes, at bogen taber højde i kapitel syv og otte.

Kapitlerne bidrager ikke til noget væsentligt nyt og viser højst, at den feministiske økonomitænkning også passer, når man ser på danske økonomers og finansministeriets beregningsmetoder – omsorgsarbejde og reproduktion indgår ikke i modeller og beregningsmetoder.

Jeg savner en diskussion af ligheder og forskelle i omsorgsarbejde. Her er bogens argumentation svagest.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

I kapitel ni er vi kommet til den offentlige sektors omsorgsarbejde samt ikke mindst introduktionen af New Public Management.

Her konstaterer Holten, at den offentlige sektors omsorgsarbejde er devalueret lige som alt andet omsorgsarbejde. Hun skelner ikke imellem det omsorgsarbejde, som er ulønnet i hjemmet, og det lønnede omsorgsarbejde som udføres i velfærdssamfundet.

Jeg savner en diskussion af ligheder og forskelle, og det er her, bogens argumentation er svagest.

Jeg mener, at der forskel på den omsorg en kvinde udfører i hjemmet og de former for omsorg, som en professionsuddannet pædagog, Sosu-assistent eller sygeplejerske udfører.

Det er netop her, at Holten kunne have inddraget den relationelle velfærd, som Helle Øbo fremfører, og som Holten selv citerer i bogen.

Øbos pointe er, at man skal se det konkrete menneske som menneske, hvis man vil lykkes i sin ”hjælpekunst” og undgå at holde en ”professionel distance”.

Jeg savner, at Holten havde brugt tid på at overveje omsorgsbegrebets forskellighed i hjemmet og i en professionaliseret sammenhæng.

Underskud af omsorg i samfundet

Afslutningen er utrolig god og båret af en energi, som, jeg tror, rækker langt ud over selve bogen: "Vi (har) ikke noget anerkendt politisk sprog for, hvad der skaber værdi for os," skriver hun.

Bogen er anderledes og overraskende i sin tilgang til kendte samfundsmæssige problemer. Jeg har lært af den.

Knud Aarup
Debattør og hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark

Jeg læser det sådan, at mangel på politisk sprog fører til en mangel på initiativ til at støtte det enkelte individ i svære situationer og dermed i sidste ende til en mangel på samfundsmæssig robusthed.

Herved mister såvel mange individer som hele samfundet fodfæste. Det får os til i alt for mange sammenhænge at vende os væk fra mennesker, som har mistet grebet om livet. Alt dette udtrykker Holten en "sorg" over og med rette.  

Det er vægtige problemer, Holten peger på:

"Der er underskud af omsorg, og det kalder på handling. Vi skal finde en måde at nyudvikle magt- eller politik-sproget, så vi kan sikre en samfundsmæssig udvikling, der kan (gen)skabe et samfund baseret på gensidigt ansvar for hinanden og medmenneskelighed. Vi er i omsorgsmæssigt underskud, og vi har brug for omsorg."

Har lært af bogen 

Som jeg nok har gjort det klart, er jeg begejstret for Emma Holtens bog.

Den er anderledes og overraskende i sin tilgang til kendte samfundsmæssige problemer. Jeg har lært af den.

Den står på et selverklæret feministisk grundlag, men vil jeg tillade mig at sige, at den også står på et dybt forankret humanistisk-kristent grundlag, og så giver den – trods Holtens egen sorg – også håb for en bedre fremtid. 

Jeg giver den 5 A’er.